One Direction var omdrejningspunktet for Irene Kanstrup i de formative år, fordi hun fandt stabilitet i deres virtuelle selskab. I dag håber hun ikke, at datteren falder i samme kaninhul.
Irene Kanstrup dedikerede hele sit teenageliv til at dyrke boybandet One Direction, hvilket med tiden blev til en decideret afhængighed for hende. Foto: Privatfoto (arkivfoto)
Af Simone Deding
Det store hvide gavebord var næsten ikke til at se for farverigt indpakningspapir og små konvolutter med navnet ‘Irene’ på. Og foran bordet stod en 13-årig pige, der havde set frem til sin konfirmation i mange år.
Lige indtil hun fandt ud af, hvilken dag den skulle foregå på.
Irene Kanstrup vidste nemlig godt, at 5. maj 2013 ville det britiske boyband One Direction lægge vejen forbi Parken i København, og nu ville det blive uden hende. Medmindre hun altså pakkede et par billetter op til ekstrakoncerten, der fem dage efter ville blive holdt.
Uheldigvis for hende var den besked ikke nået til gæsterne, og resten af dagen blev et sandt mareridt for Irene Kanstrups mor, der hverken kunne sige eller gøre noget for at rette op på sin datters humør. Det eneste, den 13-årige pige ville have, var muligheden for at se sine fem idoler i levende live. Og så var alt andet egentlig ligegyldigt.
| ONE DIRECTIONS BLÅ BOG Medlemmer: Niall Horan, Harry Styles, Louis Tomlinson og Zayn Malik og den nu afdøde Liam Payne. Gennembrudsår: 2010 År for pause: 2016 Antal sange på Billboards top 10-liste: 6 Første single: ‘What Makes You Beautiful’ Irenes dengang foretrukne sange: ‘The Story of My Life’, ‘No Control’ og ‘Perfect’. Kilde: Wikipedia, Billboard |
Sådan forklarer den nu 25-årige Irene Kanstrup, mens hun kigger tilbage på, hvordan hun blev suget ind i et univers af musik, fandyrkelse på sociale medier, nye venskaber og en særlig tryghed, der stadig sidder fast i hende.
“Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg rullede øjne af mine klassekammerater, der godt kunne lide One Direction. Men så fik jeg et ‘Vi Unge’-blad, hvor der var en plakat og en quiz, og så var det, som om det var starten på det hele,” fortæller hun om sin begyndende interesse, der sidenhen udviklede sig til en ifølge hende sygelig besættelse.
“Lige pludselig havde jeg noget at gå op i. Jeg har oplevet meget svigt fra min familie og fra mine venner, og jeg havde ikke en hobby. Derfor kastede jeg al min energi i at dyrke One Direction.”
13 sider eller ingen søvn
Pludselig udviklede det sig deciderede tvangstanker, hvor konkurrencen om at være den største og bedste fan indtraf.
“Man skal have alt med. Det hele. Man skal vide, hvad deres yndlingsfarve er, hvad de har lavet på dagen, og hvem de har snakket med. Man skal altid være den, der er størst fan, men også den, der kender til det nyeste sladder først, så på den måde handlede det hele tiden om at overgå de andre. Det var 100 procent på grund af de sociale medier, at jeg endte med at kaste mig så meget ind i det, fordi ellers havde jeg jo ikke kunnet følge med,” fortæller hun og beskriver, hvordan hun dedikerede hver aften til at gå igennem 13 forskellige fansider, der løbende blev opdateret om boybandets medlemmer.
Og det var egentlig ikke et spørgsmål om, hvorvidt hun havde tid til det eller ej. Uanset hvad blev der gjort tid til det.
Irene Kanstrup valgte ikke at deltage i sin niende klasses eksamen i historie, fordi hun skulle til en koncert med One Direction. Ej heller var det muligt for hende at lave lektier, fordi hun skulle læse fan fictions (fiktionshistorier skrevet af fans, hvor man som regel fletter sig selv ind i en historie om sit idol, red.). Og hvis der kom en notifikation på mobilen fra en af fansiderne, mens hun sad sammen med andre, så sneg hun sig ud på badeværelset for at tjekke. Faktisk gætter hun på, at hun brugte mellem 12 og 15 timer på at dyrke bandet hver dag.
| Redaktionen undersøger, hvordan sociale medier påvirker måden, som vi i dag dyrker vores idoler på, og om det kan ende i en decideret afhængighed. Af flere eksperter påpeges det blandt andet, hvordan det kan have konsekvenser for vores realistiske syn og måde at danne relationer på. Ligeledes beskriver flere kilder, hvordan afhængighedslignende symptomer kan opstå i forbindelse med idoldyrkelse, der gik hen og fik en altoverskyggende og dominerende rolle. Denne artikelserie tager med udgangspunkt i flere kilders fortællinger og eksperter fat i fænomenet afhængighed i forbindelse med, at vi dyrker vores allerstørste idoler. |
Det er imidlertid heller ikke helt atypisk. Ifølge Sarah Awad, der er lektor ved Institut for Kommunikation og Psykologi ved Københavns Universitet, fodrer de sociale medier konstant til den trang, vi kan have, når vi har fundet en interesse, og på den måde kan det gradvist udvikle sig, uden vi bemærker det i første omgang.
“Det er tilgængeligheden fra de sociale medier, der kan være med til at gøre os afhængige. Vi føler, vi interagerer med dem, men også om dem. Det er dynamikken, der gør, at vi skal være opmærksomme på, hvad der sker for vores idol hele tiden, og derfor kan vi ende med at blive afhængige af det. Man sidder og venter på den næste opdatering fra eller om dem,” siger hun.
Irene Kanstrup fulgte dagligt med på flere Facebook-sider eller på YouTube for at se, hvordan det gik med de fem bandmedlemmer i gruppen. Foto: Irene Kanstrup (privatfoto/arkivfoto)
Men faktisk beskriver den i dag 25-årige Irene Kanstrup det ikke som et problem for hende, at hun på daværende tidspunkt lagde al energi i sin idoldyrkelse. For hende var der ikke et alternativ, og ifølge hende selv var hun et dårligt sted i sit liv, hvor hun ikke kunne finde tryghed eller ro i andet.
“Jeg har ikke et forhold til min far, og min morfar døde, lige inden One Direction blev store, så jeg havde også et kæmpestort behov for at projicere min sorg i noget andet. Og så følte jeg mig bare tit svigtet af mine venner, så lige pludselig fandt jeg en måde at finde andre venner på,” siger Irene Kanstrup, som via 13 forskellige fangrupper på Facebook mødte andre personer, som hun privat begyndte at skrive og tale med om boybandet.
Spørger man Sarah Awad, kan der være flere grunde til, at man bliver opslugt af et idol, men det er ifølge hende noget uundgåeligt, som er i os alle sammen.
“Vi har generelt et stærkt behov for at se op til nogen eller noget. Det ligger dybt i os, at vi skal have nogen, som vi kan kanalisere vores energi over på. Hvis vores daglige rollemodeller ikke lever op til, hvad vi synes er spændende eller vores værdier, så ligger det i os at søge hen mod nogen, der kan opfylde det. Og det kan eksempelvis være store stjerner på den internationale musikscene, som synger om noget, vi kan forholde os til. Så vælger vi at lægge al vores energi i det, fordi det er her, hvor vi føler, at det kan give mening,” beskriver hun.
| Erkendelse af afhængighed Ifølge Signe Düring, der er ekspert i hjernen ved afhængighed og psykiatri og i behandling af afhængighed med medicin og psykoterapi, er et tydeligt tegn på afhængighed, at man ikke selv kan se det. Uanset om det drejer sig om rusmidler eller idoler. “Det er jo meget forskelligt, hvordan man lige pludselig indser, at man er afhængig af noget. Men tit handler afhængigheden jo om, at man gerne vil opnå en tilstand eller et fravær af en bestemt tilstand. Det kan derfor blive så vigtigt for os, at vi ikke kan se ud over det eller slippe det igen. Det bliver så dominerende for os, at det bliver for meget. Og hvis jeg sætter det i perspektiv til idoldyrkelse, er det farlige ved det ikke, at du gør det. Det er alle de ting, du ikke gør, fordi din afhængighed af idolet har overtaget. Al din tankevirksomhed, som du kunne have investeret i noget, der på papiret er mere givende, går nu til noget, som bliver ved med at fodre den afhængighed,” siger hun. |
Også Helle Kannik Haastrup, der er lektor og har en ph.d. i film og medievidenskab ved Københavns Universitet, trækker det helt tilbage til sociologen Anthony Giddens, der beskrev, hvordan vi som mennesker har brug for fortællinger, vi kan spejle os i.
“I det moderne samfund har vi brug for identitetsfortællinger, og dem får vi eksempelvis via sociale medier, hvor vi får følger med i deres liv og opnår en slags intimitet på afstand. Vi kommer tæt på mennesker, vi ikke har relationer til i den offline virkelighed, selvom vi kan føle, at vi kender dem. Man kan godt synes, man er tæt på stjernerne, fordi man følger dem på de sociale medier. Det kan bruges frugtbart, men det kan også være en overfladisk måde at have relationer på end dem, som vi har i virkeligheden, og det kan i ekstreme tilfælde blive virkelig problematisk,” lyder det fra hende.
Med tiden blev idoldyrkelse så voldsom, at hun overtalte sin mor til at putte klistermærker på bilen. Foto: Privatfoto (Arkivfoto)
Et bedre liv
Selvom Irene Kanstrup erkender at have haft svært ved at se, hvor dominerende og altoverskyggende One Direction var for hende på daværende tidspunkt, så var hendes mor af en anden overbevisning.
“Det var sundt for mig at have noget at gå op i, men jeg kan da godt se, at mit forhold til dem måske var til den usunde side. Min mor fortæller mig, at jeg blev meget indelukket. Jeg lukkede andre ude. Jeg kunne ikke selv mærke det, men jeg var også helt opslugt. Hun mente, at jeg lukkede hende ude, og jeg følte, hun skubbede mig væk, fordi hun ikke forstod, hvorfor det betød så meget for mig.”
Med sin tre måneder gamle datter i armene kigger Irene Kanstrup rundt i sit lille hjem i Aabenraa, mens hun fortæller om sine ungdomsidoler. Og da hendes blik falder på datteren, der har svært ved at finde ro, er hun heller ikke i tvivl om, at hun ønsker en anden fremtid for hende.
“Jeg håber, min datter kommer til at synes, at musik er fedt. Men jeg håber aldrig nogensinde, at det bliver så hardcore som mig. Jeg ønsker ikke for hende, at hun får så voldsom en relation til et menneske, hun ikke kender, eller bliver afhængig, som jeg gjorde. Mit var jo ikke balanceret, siger hun.
I dag er Irene Kanstrup 25 år gammel, gift, bosat i Aabenraa og har netop fået sit første barn. Og så lytter hun stadig til One Direction, når hun søger tryghed. Foto: Simone Deding
“Hvis man sætter det hårdt op, så fik jeg jo ikke så meget ud af det, som jeg kan bruge i dag. I princippet er det jo flere års spild af tid, fordi i dag kan jeg ikke tegne, tage billeder eller andet brugbart. Jeg har for eksempel aldrig haft et fritidsjob, som kunne give mig nogle erfaringer. I dag kan jeg bare synge med på deres sange. Som sagt vil jeg jo ikke have været det foruden, men jeg håber bare, hun (datteren, red.) vokser op og finder noget brugbart at give sig til i den forstand og noget med mere værdi.”
Dog lader det ikke til, at Irene Kanstrup skal regne med at kunne se sig fri for at have One Direction med sig resten af sit liv. Sådan lyder det i hvert fald fra Claus Toft-Nielsen, der er medieforsker og lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet med forskningsprofil i fankultur, populærkultur og medier.
“Ens fandom er bundet op på sin fanidentitet, der tit er opstået i de formative år, hvor vi dannes som mennesker. På den måde er der ret stor sandsynlighed for, at det er en del af ens selvforståelse resten af livet. Jeg tror, det kommer an på, hvornår man begynder at blive fan af noget, fordi det er mere dybt begravet i en i de formative år.”
Og hvis Irene Kanstrup i dag nervøst sætter sig i en bil og kører på veje, hun aldrig har været på før, så er det altså stadig One Direction, der brager ud af højttaleren, mens datteren sidder på bagsædet i autostolen.